Familien Nielsen
Hvis ikke jeg var blevet revisor var jeg sikkert endt som historiker.
Jeg har i mange år interesseret mig for slægtsforskning og hændelser i i familien. Siden 2017 er jeg begyndt at skrive på min egen og familiens historie, og jeg bliver sikkert aldrig færdig.
Men da jeg også gerne vil, at andre kan læse det, har jeg valgt en hjemmeside som det sted, hvor jeg bedst tror, at dette kan lykkes - altså at jeg skriver og andre læser og evt. bidrager - i en vekselvirkning.
Jeg har også planer om - med tiden - at oploade andre ting til hjemmesiden. Tiden vil vise, hvad det bliver til.
Vi er Nancy Elisabeth Ustrup, født den 29. august 1948 i Viby J og
Ove Nielsen, født i Kragelund, Øster Snede Sogn, den 7. oktober 1947.
Vi bor Åkæret 7,6.-3 i Vejle.
Vi er pensionerede nu.
Nancy har hele sit liv været sekretær - først rigtig mange år på revisionskontor og sidst på Borgmesterkontoret på Grindsted Rådhus - gik på efterløn i august 2010 og senere på folkepension.
Ove har alle dage været revisor - i Vejle, Århus, Vejle igen, Børkop , Vejle igen og senest i Grindsted. Gik på pension i efteråret 2016.
Vi synes, at vi altid har arbejdet meget og vi har egentlig nydt det, men vi har også nydt den sparsomme fritid og nu har vi jo fritid nok. Vore interesser var og er at rejse, at spille golf, at strikke, at nørkle med slægtsforskning, at mødes med familie og venner, en god bog eller en god film eller tv-serie.
Jeg har valgt hjemmeside-formatet, fordi jeg tror, at det er den mest dynamiske måde, hvorpå jeg kan aflevere det materiale, jeg gerne vil vise jer.
Jeg forbeholder mig konstant retten til at slette, ændre eller tilføje det, der falder mig for.
Det vil være muligt at læse det hele fra ende til anden, hvilket jeg vil anbefale.
Gå frem efter menupunkterne i øverste linie.
Det skulle også være muligt at hoppe rundt i materialet. Jeg har i de enkelte afsnit forsøgt mig med henvisningspunkter. Når man trykker på et emne i indholdsfortegnelsen skulle man gerne blive løftet hen til teksten.
Grunden til at jeg har valgt one.com som hjemmesideprogram er, at det var den eneste udbyder, hvor der er mulighed for at begrænse adgangen til hjemmesiden med koder. Man må ikke give faktuelle oplysninger om nulevende personer i et offentligt dokument uden at have vedkommendes skriftlige accept - og det har jeg ikke. Derfor er der adgangsbegrænsning til hjemmesiden.