Familien Nielsen – andre historier fra og om min familie.

Jul og Nytår i Kragelund i 1950- erne og begyndelsen af 60-erne.

Hvor stammer vi fra - oldeforældrenes historie.

Historien om kommoden – til Jane.

Det er min forventning, at dette diverse-afsnit kan og vil blive suppleret med andre historier - med tiden.

Ove

--- oOo ---

Jul og nytår i Kragelund.

I denne coronatid, hvor alt er aflyst og lukket ned – selv de større familiekomsammener er aflyst – har man meget tid med sig selv.

Jeg har tænkt en del over, hvordan min barndoms jul og nytår var, og efter nogen tid slog det mig, at jeg jo kunne skrive noget af det ned, som jeg kan huske.

Det er der blevet denne lille epistel ud af.

Jeg har gennemgået det med Bent, der har suppleret med gode historier og tilføjelser. Inge Marie kom også lige med et indspark, før det blev så færdigt som nu.

Jeg håber I får fornøjelse af den – lige så meget, som jeg har haft af at notere det ned.

Jeg har forsøgt at rubricere det lidt efter følgende overskrifter:

1. Jul og Nytår generelt
2. Mad
3. Juletræet
4. Julegaver - Juleaften
5. Vinterlege
6. Første juledag
7. Nytåret

God fornøjelse.

Julen 2021

Ove

Jul og nytår generelt

Rammerne omkring jul og nytår i vores barndomshjem i Kragelund ændrede sig ikke gennem årene. Det lå i helt faste traditioner år efter år.

Jeg har altid holdt juleaften hjemme hos mine forældre. De var altid hjemme – aldrig ude, og der var aldrig gæster juleaften (bortset fra et tilfælde, som omtales nedenfor.) Det med at tage ud juleaften begyndte de først med engang i 1970-erne, da jeg ikke kom hjem mere.

Nytårsaften var vores forældre altid hjemme – nogen gange med gæster. 

Vi gik ikke i kirke juleaften. Vi kom ikke i kirken almindeligvis – selv om jeg er overbevist om, at de begge var troende. Kirken var for de gammelstærke og de forretningsmissionske, mente min mor.

Der var da selskabelighed hen over jul og nytår. Eftermiddagskaffe og aftenkaffe o.l. – ikke middagsgæster, som jeg husker det.

En gang, der kom nogen ved døren sagde min mor impulsivt: ”Det er Karen og Christian – hent en julekage” – ved bageren forstås. Det var nu ikke dem, men det blev hun drillet med i mange år efter.

Mad

Julen handler meget om mad.

Forberedelserne begyndte en gang i efteråret.

Flere år fik vi i løbet af efteråret en halv gris – mere elle mindre udskåret (Jeg husker at Hans, Hannes bror flere gange hjalp med parteringen – han var ansat på Tulip dengang). Jeg har flere gange hjulpet med at pakke ned i frostpapir og poser – og med at dreje kødhakkeren, når der skulle laves medister.

Grisekødet blev efter pakning og foreløbig tilberedning kørt op på det fælles frysehus på en trækvogn. Frysehuset lå ved siden af foderstofforretningen på hjørnet af Herredsvej og Højmarksvej og vi havde i nogle år lejet en boks der – indtil den første kummefryser blev købt.

Selve juleaften var der vist altid and eller gås på bordet – sammen med steg og medister måske.

I flere år fik far en julegave fra Østjyden, og som jeg husker det, var det altid mad – en and eller en gås eller en købmandspakke. Som jeg husker det fortsatte julegaven også efter at han gik fra chauffør til vognmand på kontrakt. Bent fortæller, at han også fik julegave i nogle år – fra Østjyden. Indtil de et år fik en kæmpestor kalkun, og det blev der brokket så meget over, at det holdt op.

Det kunne jo også være, at man vandt en and ved det årlige andespil i Båstrup Forsamlingshus. En sådan vunden and var selvfølgelig død og den var plukket, men ikke mere. Den var med hoved, fødder og indmad. Det skulle man selv ordne, men det var vel også den mest hygiejniske måde. Man var ikke så kissel dengang.

Dyret blev stegt hjemme i ovnen. De første år med jernkomfuret havde vi en fritstående ovn, vistnok på gas – senere i gaskomfurets ovn og til sidst i elkomfuret.

Jeg tror ikke, at vi sendte den om til bagerne, selvom han boede nabo til – som i julesangen ”Gåsen er til bageren sendt”

Der blev også bagt meget – brunkager, vaniljekranse, finskbrød osv. Udmærket bagværk – på trods af, at min mor aldrig selv smagte det pga. sukkersygen.

Der blev sparet på kagerne. De skulle gerne holde til hen over julen, men de skulle også holdes friske. Mor havde en remse om det med kagerne. Hun sagde ofte:

”Lillejuleaften vil jeg synge for din dør.  For Lillejuleaften, da er kagen aldrig tør”

Der blev også lave konfekt – flere slags og ofte forskelligt fra år til år.

En gennemgående slags, der garanteret var der hvert  år, var nogle runde kugler, der var lavet af knuste tvebakker, kakao, sukker og et bindemiddel – måske smør eller palmin. Det er vist næsten det samme som havregrynskugler i dag.

De var meget populære og de holdt helt sikkert ikke til jul. De forsvandt stille og roligt. Mon det var den lille fyr med rød toplue, som min mor så ofte så et glimt af ud af vinduet, påstod hun i hvert fald. Vi nåede aldrig at se ham.

Hvad spiste vi ellers?

Juleaftensdag til frokost fik vi altid pjaltet kål med sylte. Vreden kål – ikke hakket – på panden. Op til jul var også dage med blodpølse og sirup til frokost.

Juleaften fik vi altid and eller gås med det hele og risalamande.

Første juledag mener Bent at kunne huske at vi fik hakket kål til morgenmad – og Gudmund støtter ham i den erindring. Jeg kan ikke huske at vi har fået det – det kan jo også være de er holdt op med det, hvilket vil være fuldt forståeligt – en hamper kost. Senere blev første juledag familiens samlingspunkt hos Hanne og Gudmund.

I det hele taget fik vi meget kål. Min mor havde diabetes 1 fra jeg var ca. 6-7 år. Rådgivningen til sukkersygepatienter dengang var 0 sukker og 0 hulhydrater fra kartofler og hvidt brød. Så vi fik masser af kål og andet grønt i løbet af vinterhalvåret.

Juletræet

Juletræet blev købt nede ved Anton, købmanden i Kragelund. (Vi var aldrig på tur for at skove det selv eller lignende)

Vi slæbte det hjem – på en kælk eller trækvogn.

Vi havde først en juletræsfod af træ. Noget værre bøvl at sætte den på. Senere fik vi et trebenet lille stativ, der skulle skrues sammen om træet. Efter mange forsøg kunne det godt blive lige og pænt.

Træet blev taget ind i stuen så sent som muligt. Det var rødgran, og det dryssede med det samme.

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg været med til at pynte det. Min mor hentede en kasse på loftet, og så gik vi i gang.

Det blev altid pænt.

For at forlænge levetiden blev det pyntede træ sat ud i det kolde værelse mellem stuen og forgangen, når det ikke lige spillede hovedrollen.

Min mor havde en ide om, at det skulle holde til Helligtrekonger, den 6. januar, men det gjorde det nu aldrig. Og den 6. januar skulle al julestads pakkes ned, for julen var ovre ved Helligtrekonger.

Hele december var der ellers pyntet op med juleting. Vi havde selvfølgelig en adventskrans – af gran. Der var flere juledekorationer. Og i billederne hang kravlenisser i stor stil.

Advent var for os en større højtid end det er i dag. Vi samledes den første søndag i advent og det var højtdeligt, når det første lys blev tændt ved eftermiddagskaffen med småkager. Vi sang også - "Vær velkommen Herrens år" - adventsudgaven. (der er to udgaver af salmen en til advent og en til nytår) 

Så syntes vi at julen begyndte

Julegaver - Juleaften

Jeg husker gaverne som en god blanding af bløde pakker og legesager.

Der var ofte hjemmestrik. Mor strikkede meget- trøjer, slip-over o.l.

Helt sikre gaver var bøger. Min far fik ”Ved Julelampens Skær” og  jeg fik ”Historiebogen, Børnenes Julebog” udgivet af Grønvald-Fynbo. Den første var udgivet i Danmark siden 1918 og den anden tilsvarende fra 1930. Mor gav mig den hvert år indtil jeg måtte sige, at jeg ikke ønskede den længere.

Hen på aftenen – efter maden, dansen omkring juletræet og alle gaverne - læste min far altid en historie op fra Julelampens Skær mens vi andre slog mave og spiste konfekt.

Første juledag skulle man tidligt ud af fjerene. Vi skulle rigtigt i gang med de legesager, vi havde fået.

Gaverne dengang handlede kun om juleaften. Vi har aldrig fået kalendergaver eller adventsgaver.

Det eneste ekstra, der kunne ske, var at man fik en gave i løbet af eftermiddagen juleaftensdag, hvis spændingen blev for stor.

Som tidligere nævnt, var det helt fast, at vi kun var os selv juleaften.

Bortset fra julen i 1954, hvor moster Selma og Theodor pludselig dukkede op midt på juleaftenen. Der var sket det, at Theodor, som jo kørte rutebil for Svends Rutebiler i Vejle, havde været impliceret i et færdselsuheld på hovedvejen mellem Horsens og Vejle. En 19-årig motorcyklist var på vej fra sin læreplads i Broager til sine plejeforældre i Vendsyssel. I det glatte føre – det havde sneet meget – mister han herredømmet over motorcyklen og kører ind i rutebilen og er dræbt på stedet. Ulykken skete ved 17.30-tiden juleaftensdag – ved Juelsmindevejen. Selma og Theodor havde åbenbart brug for at snakke med andre om den skrækkelig oplevelse. (Detaljerne i historien er fundet i Vejle amts Folkeblad fra den 27. december 1954)

Denne oplevelse står tydeligt i Bents erindring. Jeg kan ikke huske det – Gudmund heller ikke.

Ved nærmere eftertanke er det forståeligt. Jeg var 7 år og skulle sikkert skånes for historien – ”gå hen og leg med dine legesager”. Gudmund var 18 år og formentlig gået ned til Hanne – det var jo sent på aftenen. Men Bent var for nysgerrig til, at han kunne verfes af.

Vinterlege

I min barndom var der altid sne og en ubarmhjertig frost om vinteren. Det er selvfølgeligt ikke rigtigt, men der var meget mere sne dengang.

Fra min tidligste barndom kan jeg huske, at min far organiserede noget snekastning, som var manuelt dengang – når sneplovene havde givet op. Jeg tror han havde noget med Dansk Arbejdsmandsforbund at gøre, og i stedet for at stemple arbejdsløs, kunne man dagleje med snekastning. Jeg husker de store mænd sidde i vores stue for at blive registreret og få besked om hvor og hvornår de skulle møde. Jeg husker også min mor beklage sig over sjap på gulvene og risikoen for lus i møblerne.

Men al den sne og frost gav jo andre muligheder for os. Vi havde nu ikke nogen god kælkebakke – en lille en ved Brunhøj, men ellers ikke. Men vi havde Skoledammen, så når den frøs til, skulle der skøjtes.

Vi havde næsten alle sammen skøjter – dog af meget forskellig kvalitet. De fleste havde spændt dem på deres gummistøvler og med læderremme som forstærkning – sådan havde vi vist alle tre. Det var ikke ret godt, men vi havde ikke andet. Enkelte havde skistøvler, hvor skøjterne bedre kunne spændes på. Egentlige skøjtestøvler sås ikke – bortset fra Niels Barber, der både kunne løbe baglæns og lave piruetter og hop med vendinger.

Jeg havde nogle gode hulslebne skøjter, som jeg havde fået for at få trukket to mælketænder ud. Jeg havde flere år før slået tænderne op i tandkødet, og de faldt ikke ud som de skulle. De nye tænder voksede ligesom udenpå mælketænderne. Det var sket ved at jeg, engang da jeg stod på sokkelkanten, gled ned og hakkede tænderne i sålbænken under vinduet – dem ud mod vejen. Det ordnede doktor Bense lige. At gå til tandlægen var ikke nødvendigt. Men det gav et par skøjter.

Vi løb altid på Skoledammen – somme tider også på en oversvømmet mark ude i Heden.

Der skulle plages meget og længe for at få lov til at tage ned på Mølledammen i Øster Snede.

Når isen så tøede, havde vi meget sjov med slå den i stykker og derefter løbe på isflager.

De gange vi er kommet hjem med våde sokker og vand i støvlerne er ikke få. På en eller anden måde var det accepteret af vores mor. Graden af skældud var ret beskeden. Hun synes måske, at det ikke var så farligt.

Ellers gik tiden med skolen og masse indesysler. Jeg husker ikke at vi kedede os.

Som en del af julens traditioner var vi også nogle år til ”Juletræ” inde i Bygningen i Vejle. Det var arrangeret af Arbejdsmandsforeningen. Men sjovt var det med dans om træet og sang og en godtepose, der var kæmpestor. Vi fik også en billet, der kunne veksles til en sodavand.

Der var også ”Juletræ” i Båstrup Forsamlingshus. Det var arrangeret af Socialdemokratisk forening, som far var formand for i nogle år. Godteposerne var noget mindre her.

Første juledag

Senere, da legesagerne ikke var hovedfokus mere, fyldte familiefrokosten hos Hanne og Gudmund meget i julen.

Jeg husker det næsten som om julefrokosterne altid har været der – i det lille hus overfor på Bøgballevej (som den jo ikke hed dengang) – men det kan jo ikke passe.

Hanne og Gudmund købte huset af Margrethe ”Søgård” i november 1962 og boede der indtil 1973, da de byggede huset på Genvej 6.

Om det allerede var det første år i det lille hus, at de holdt julefrokosten for hele familien, eller det var året efter, husker jeg ikke.

En tradition de fortsatte med – lige indtil huset på Genvej blev for lille til det og det hele blev flyttet til Øster Snede Spejderborg.

Alle årene var et overflødighedshorn af julemad - adskillige slags sild, små lune retter og selvfølgelig julekålen (to slags) med sylte, flæsk og medister.

Hold op hvor var det lækkert.

Jeg var omkring 15 år, da de startede og min begyndende madglæde blev virkelig tilfredsstillet.

Det var lidt mærkeligt, men allerede efter det første år, havde vi stort set de samme pladser ved bordet år efter år.

Denne dag stod virkelig stærkt i familiesammenholdet – i alle årene. Man meldte ikke afbud

Jeg husker min mor ved en lejlighed nævnte, at det nu var tyvende gang vi holdt første juledag. Det må have været i 1982 eller 83 – kort før hun døde i 1984.

Jeg har nogle enkelte billeder derfra. Det er ikke mange, og ved nærmere eftersyn kan man godt se, at de er slørede – man kunne ikke skære sig igennem tobakstågerne – indtil rygningen aftog og nu er forvist til udendørs brug.

Det første billede, jeg har, er fra 1979 på Genvej. Det er nok mere efter frokosten, hvor vores forældre slapper af i sofagruppen, som der stadig var plads til.

Det næste billede er fra 1991, hvor vi fandt på, at der skulle tages et gruppebillede. Der er 21 hoveder.

Fra mine billeder i øvrigt kan jeg se, at indtil 1986 var der stadig plads til juletræet og sofagruppen. Fra 1987 er de taget ud. Og fra engang i begyndelsen af 1990-erne måtte vi et andet sted hen – først Båstrup Korn og senere Spejderborgen i Øster Snede.

Nytår

Vi gik meget op i at have nok nytårsskyts. Vi købte det ned hos Anton - hen over december måned, når der var lidt lommepenge i overskud.

Nytårsskytset blev opbevaret oven på stueuret – det skulle jo holdes tørt – og det var alt sammen med knaldeffekt. Raketter havde vi ikke – det var for de voksne senere på aftenen.

Vi løb rundt i byen i små flokke og skød kanonslag og lynkinesere af. Hen på aftenen skulle vi også gerne have noget flyttet. Nogle lette landbrugsredskaber, der kunne rulles et andet sted hen i byen – en radrenser, en lille såmaskine eller en landbrugsvogn med gummihjul (en gummivogn, som de hed).

Juletræer, der var smidt ud men ikke fjernet endnu skulle hænges op i en flagstang.

Vi har vist alle tre været med til at drille Karl Thomsen – den gamle gule gård på Enggårdsvej 14. Dengang lå hans lade med gavlen ud mod vejen. Lige indenfor porten – til venstre. sad hovedafbryderen til malkningsanlægget. Vi havde stor fornøjelse af at slukke for strømmen, når han malkede. Så faldt malkemaskinekopperne af køernes patter, og han måtte begynde forfra – men først skulle han lige jage os væk. Flere gange kom han løbende efter os i sine fladbundede træsko.

Det var nu nok mest Gudmund, der gjorde det, men Bent og jeg har også været med til det. Så den praksis strakte sig over mange år. Om det blev ved efter min tid, ved jeg ikke, men Karl satte jo køerne ud på et tidspunkt.

Mærkeligt egentlig, at Karl Thomsen ikke lukkede og låste porten den aften. Men man skal ikke være blind for at Karl også syntes, at det var en sjov tradition.

Gudmund fortæller, at det senere på aftenen var almindeligt, at Maren og Karl kom ud i gården med slik i en stor skål til alle børnene. En gang blev den fine skål ved et uheld knust mod pigstenene – fortæller Gudmund. Det der med at få slik deroppe, har jeg nu aldrig været med til.

Sidst på aftenen gik vi hjem – med de brand- og høreskader vi havde samlet sammen. Vi skulle hjem og være med til at de voksne skød raketter af – fra en flaske stillet ud på vejen.

Næste dag skulle man lige rundt i byen for at se, hvad der var lavet – og det sidste skyts skulle brændes af.

Så var det slut med den juleferie, og vi kunne begynde at forberede os på at skulle i skole igen.

--- oOo ---

Hvor stammer vi fra?

Med udgangspunkt i mine 4 bedsteforældre og deres forældre (mine oldeforældre) vil jeg prøve at skrive lidt om, hvor vi kommer fra, geografisk og samfundslag, inden for de seneste knapt 200 år – fra begyndelsen/midten af 1800-tallet og fremefter.

Den umiddelbare konklusion er, at vore forfædre og -mødre alle er fra Jylland og at hovedvægten ligger på Midtjylland og Østjylland samt at alle har været daglejere eller husmænd, eller begge dele. Enkelte har haft et mindre erhverv i forbindelse med husmandsbruget (hjulmager eller vognmand).

Der er tilsyneladende ikke nogen med en uddannelse udover den tvungne skolegang, og der er heller ingen tugthuskandidater.

De personer, det drejer sig om, kan illustreres således:

Oldeforældre:

Jeg vil forsøge at give et indtryk af vore oldeforældres tilværelse – selvfølgelig ikke i detaljer – men med baggrund i de data, der er tilgængelige – forsøge at give et billede af deres liv med fødsler, vielser, dødsfald og bopæl.

Gennemgangen vil følge den normale nummerering i anetavler – som foran.

Først oldeforældre nr. 8 og 9, Peder Christian Nielsen og Ane Mette Cathrine Sørensen, der boede i Bjørnskov ved Nr. Snede. Det er Niels Peter Nielsens (farfars) forældre.

Historien omhandler faktisk tre personer, men derom senere.

Ane Mette Cathrine Sørensen blev født i 1851 og døbt i Søften Kirke ved Aarhus. Hendes forældre var gårdmand Søren Pedersen og Ane Kirstine Jensdatter på Søften Mark.

Kort efter at Ane Mette kom til verden flyttede familien til Store Thorlund. I 1855 (folketælling) bor Ane Mette med sine forældre og sine to brødre på 17 og 12 år i St. Thorlund by. Hun er da 4 år gammel.

Familien bor næsten nabo til Niels Pedersen og Anne Else Pedersdatter og deres fire børn, i blandt dem er Peder Christian Nielsen på 9 år. Han vokser op og bliver en af oldefældrene.

I 1860 bor de to familier stadig i St. Thorlund – tæt ved hinanden. Peder Christian er nu 14 og har fire søskende. Ane Mette er 9 år. Hendes storebror Peder, der er 21 bor hjemme og skal sikkert have gården. Den mellemste bror på 17 er flyttet hjemmefra.

I april 1866, da Ane Mette er knapt 15 bliver hun konfirmeret. Hun bor hjemme.

I 1870 bor de to familier stadig i St. Thorlund. Peder Christian bor ikke hjemme længere. Han er 24 år og hvor han er, ved jeg ikke. Anne Mette Cathrine er 18 år og bor med sine forældre, der nu er 61 og 59. På husmandsstedet bor også en tjenestekarl og en gammel kone på 76, der er forsørget af fattigvæsenet.

I 1871, den 14. april bliver Anne Mette Cathrine og Peder Christian gift i Ejstrup Kirke. Forlovere er brudgommens far Niels Pedersen og brudens bror Svend Sørensen, begge af Thorlund.

Den 5. januar 1872 får de deres første barn, Niels Peter Nielsen (farfar) i St. Thorlund.

2 år efter, den 19. februar 1874 blev det næste barn Ane Elisa Sørine Kristine Nielsen født.

Yderligere tre år efter, den 17. maj 1877 blev nummer tre født. De kalder ham Søren Andreas Peter Nielsen. Det må være ham vores far er opkaldt efter.

I 1880 bor Peder Christian, nu 34 år og Anne Mette Cathrine, nu 29 år i Bjørnskov, Nr. Snede Sogn med deres tre børn på 8, 6 og 2 år.

En tragedie rammer familien i 1882. Den 5. april dør Anne Mette Cathrine  og bliver begravet i Nr. Snede. Hun blev kun 30 år og 4 måneder. Hun nåede at få 3 børn, der var 10, 8 og 5 år ved hendes død.

Jeg har ledt efter hendes dødsattest for at se dødsårsagen, men netop Brædstrup Lægedistrikt, som Bjørnskov hører under, begynder først senere, i 1895, at indsende dødsattester.

Peder Christian Nielsen, vores oldefar blev således alene med 3 små børn på husmandsstedet i Bjørnskov.

Ved den efterfølgende folketælling i 1890 er Peder Christian, nu 43 år, på besøg hos en Jens Pedersen i Nørre Snede. Han har sin nye kone med og hans yngste søn Søren Peter Andreas på 12 år med – de to store Niels Peter på 18 år og Ane Elise på 16 er ikke nævnt – de er formentlig ude at tjene.

Peder Christian og hans nye kone oplyser ved folketællingen, at de er blevet gift i 1882 – altså samme år, som Anne Mette Cathrine døde.

Peder Christians nye kone er Kirstine Marie Nielsen, der er født i Mesing Sogn ved Skanderborg, den 1. juli 1859. Ved vielsen i 1882 er han 37 år og hun er 23 år.

(Jeg kan ikke finde deres bryllup – ikke i Mesing eller Nr. Snede eller Ejstrup sogn.)

De får ingen børn i deres ægteskab.

Da Peder Christians ældste søn Niels Peter (farfar) bliver gift med Johanne den 25. november 1898 står Peder Christian som forlover.

Ved folketællingerne i 1901 og 1906 bor de to alene på matrikel 7 i Bjørnskov – et husmandssted.

Peder Christian dør den 7. maj 1919 i Bjørnskov. Han blev 73 år.

Ved folketællingen i 1920 er matrikel 7 i Bjørnskov solgt, og vores papoldemor Kirstine Marie er flyttet til Nr. Snede.

Hun dør den 11. december 1939. Hun er da 80 år gammel. I kirkebogen omtales hun som syerske i Nr. Snede. Hun var enke i 20 år.

Vi har ransaget vore hukommelser og må konstatere at vores far aldrig har fortalt om en bedstemor i Nr. Snede. Han var 25 år, da hun døde i 1939, så der burde være noget at fortælle.

Der har måske ikke været så meget kontakt efter at Peder Christian (oldefar) døde i 1919 og efter at Niels Peter (farfar) døde i 1932.

Oldeforældre:

Lidt historie om oldeforældre nummer 10 og 11, Morten Jensen Bording (1840-1901) og Gjertrud Pedersdatter (1828-1914)

Morten jensen Bording er født den 14. maj 1840 på Mausing Hede i Vinderslev Sogn (mellem Silkeborg og Kjellerup) som ældste søn af Jens Mortensen Bording (1801-1890) og Johanne Pedersdatter (1808-1876), der hele livet boede på Mausing Mark. De fik 7 børn, hvoraf 6 voksede op til voksne.

Ved folketællingen i 1850 bor familien i et hus på Mausing Hede. Faderen er daglejer og de har da 4 børn boende hjemme, heraf Morten og tvillingesøsteren Mette på 10 år.

I 1855 bor Morten (nu 15 år) stadig hjemme. Tvillingesøsteren er rest hjemmefra. Derudover er 3 mindre søskende hjemme. Faderen Jens Mortensen (nu 48 år) står stadig som daglejer.

I 1860 er Morten rejst hjemmefra. Jens Mortensen og Johanne er nu 52 og 53 år. Han står stadig som daglejer og de har de to yngste på 10 og 6 år boende hjemme.

I 1870 bor de stadig på samme sted.

Johanne dør i 1878 og Jens bliver boende på Mausing Hede. I 1880 er en af døtrene Abelone flyttet hjem og holder hus for ham. Hun har en datter på 6 år, Karen Johanne Christensen.

Jens Mortensen dør i 1890 – 83 år gammel.

Fra Morten Jensen Bording flyttede hjemmefra mellem 1855 og 1860 og indtil 1868 ved jeg ikke hvad han laver eller hvor han bor. Han har måske tjent på en gård eller lignende. Han har sikkert også lært hjulmagerfaget (karetmager hedder det i dag) for det ernærer han sig som senere i livet.

Morten Jensen Bording flytter til Vinding Sogn den 15. maj 1868, og ifølge kirkebogen "opholder han sig hos Jørgen Sørensens enke"

Gjertrud hedder enken efter Jørgen Peter Sørensen, der døde som 34-årig i 1864. Jørgen Peter var indkaldt som dragon i krigen i 1864 og var også med i tilbagetoget op gennem Jylland med preusserne i hælene. Hvordan han bliver syg ved jeg ikke, men han dør på lazarettet i Nykøbing Mors og begraves der. Han dør af lungebetændelse den 2. maj 1864.

Gjertrud bliver enke og alene med 2 små børn og er gravid med nummer tre.

Hun arver husmandsstedet i Lykkensro på Vinding Mark og driver det videre de næste 4 år. Hun har hendes svigerfar, Jørgen Peteres far, boende - indtil han dør 28. oktober 1868, 79 år gammel.

Morten Jensen Bording flytter som nævnt ind hos Gjertrud - som karl, forpagter eller kæreste ved jeg selvsagt ikke.

Men det udvikler sig - hurtigt - de bliver trolovede den 10. oktober 1868, og de bliver gift den 9. januar 1869 i Vinding Kirke, og den 16. august 1869 får de deres første fælles barn Jørgine.

Ifølge ejendomsregisteret for Tyrsting-Vrads Herred er vielsesattesten af 9. januar 1869 Morten Jensens adkomst til ejendommen. Han har skudt papegøjen - giftet sig med enken og fået adgang til en ejendom, som de bor i i mange år.

Ved folketællingen i 1870 står Morten og Gjertrud som ægtefæller (han er 29 år og hun er 41 år), og de har lille Jørgine på under 1 år boende sammen med Gjertruds tre børn Søren Peder på 11 år, Caroline på 9 år og Peter på 6 år.

Morten står som ”hjuler” dvs. hjulmager eller karetmager – og husmand.

10 år efter i 1880 bor de på samme sted. Gjertruds børn er flyttet hjemmefra. Nu har de Jørgine på 10 år og Johanne (farmor) på 6 år boende.

I 1890 er de vist flyttet til et nyt sted. Adressen hedder nu Marielyst, men stadig på Vinding Mark. Nu bor de to alene. Han er 49 år og hun er 61 år. Han ernærer sig stadig som karetmager.

I 1901 er alting uændret, bortset fra at Morten nu er forhenværende karetmager og lever af aldersrenteunderstøttelse og husmandsbruget. Han er 60 og hun er 72.

Johanne og Niels Peter Nielsen er blevet gift i Vinding Kirke den 25. november 1898 og bor nu i Rishede ved Klovborg, og vores ældste faster Anne er født i 1899.

Jørgine, Johannes ældre søster er blevet gift med Mads Erik Nielsen og flyttet til Horsens, hvor de har fået deres første barn af 4.

Morten Jensen Bording dør i 1901 som 60-årig og husmandsstedet bliver solgt.

Gertrud, der nu er 72 år gammel er flyttet ind til den ældste datter Jørgine og hendes mand Mads Erik i Horsens. Ved folketællingerne i 1906 og 1911 bor de Rådhusgade 28, 1. sal Horsens.

Udover Mads Erik og Jørgine og deres fire børn, er der plads til en ung pige i huset og gamle Gertrud – altså 8 i alt.

Gertrud bliver boende hos Jørgine og Mads Erik til hun dør den 31. juli 1914, 85 år gammel.

Oldeforældre:

Lidt historie om oldeforældre nummer 12 og 13 Kristen Madsen (1848-1911) og Marie Kirstine Sørensen (1846-1924) – Søren Madsens forældre.

Søren Madsen (morfar) er født i Aale i 1875 og boede hele sit aktive liv i Aale.

Hans forældres og bedsteforældres vilkår var meget påvirket af udviklingen af husmandsbevægelsen i begyndelsen og midten af 1800-tallet.

Bogen ”Af Aale Sogns Historie” som blev udgivet i 1930 fortæller hele historien fra Opdelinge af de store gårde ”Bregenholm”, ”Bjerre Hovedgård” og senere udflytningen af gårdene fra Aale by, hvor man også udskiftede jordene, så man fik en mere rationel drift. Hele denne effektivisering af dansk landbrug var baggrunden for dansk landbrugs opblomstring og velstand i 1800-tallet og senere dannelsen af andelsmejerierne og -slagterierne mm.

Ideen om husmandsbruget var båret af tanken om, at man altid arbejder bedst med sit eget, men også af ønsket om let tilgængeligt og billig arbejdskraft på landet – på de store gårde.

Alle i vores familie i Aale var enten daglejere, husmænd, boelsmænd eller arbejdsmænd.

Lidt fakta: Husmænd har mindre end 1 tønde hartkorn. Boelsmænd har 1-2 tønde hartkorn og gårdmænd har mere end 2 tønde hartkorn. En daglejer eller en arbejdsmand har sine hænder.

En tønde hartkorn er et standardmål for den mængde jord, der skulle bruges for at producere 1 tønde hårdt korn (brødkorn) = 100 kg korn eller ca 139 liter.

1 tønde = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 98 album = 392 penning.

Familien er ret bofast mht. området, men de flytter alligevel en del inden for sognet.

Søren Madsens forældre var Kristen Madsen (1848-1911) og Marie Kirstine Sørensen (1846-1924)

Marie Kirstine var født i Gribskov ved Klovborg, datter af husmand Søren Jensen og Johanne Marie Sørensen. De var fra Klovborg og Tranholm.

I 1850 bor hun sammen med forældrene og fire søskende og Søren Jensens mor, der er på aftægt. De bor på Klovborg Mark.

I 1855 bor hun stadig med forældrene og fire søskende. 2 er rejst hjemmefra og der er kommet 2 nye til. Adressen er angivet til Klovborg Skovdistrikt. Det er vist stadig Klovbrog Mark. Hun er nu 8 år.

I 1860, hvor hun er 14 år, bor hun stadig hos forældrene og 4 søskende. Adressen er nu Gribstrup.

Ved folketællingen i 1880 bor moderen Johanne Marie Sørensen alene på Klovborg Mark. Hendes mand Søren Jemsen er død i 1872, 60 år gammel. Hendes opholdssted oplyses til midlertidigt at være i Aale – formentlig hos datteren.

Christen Madsen (oldefar og far til Søren Madsen) (1848-1911) er søn af Mads Christensen Kudsk (1812-1880), der var daglejer og husmand på Aale Mark og hustra Ane Kirstine Nielsdatter (1814-1894)

I 1850 bor Christen Madsen med forældrene på Aale Mark.

I 1860 bor de samme sted, men med fire børn. De får i alt 11 børn, hvoraf 10 overlever til voksne. Søren Madsen er nummer tre i rækken og sidst tilkomne er Peter Madsen fra 1892.

I 1880 er de flyttet til Aale By.

I 1890 bor Christen Madsen og Marie Kirstine med deres nu 7 børn. Tre er rejst hjemmefra og der født yderligere fem. De bor nu på Aale Vestermark.

I 1901 bor de i Aale Kær med nu tre børn – og en logerende på aldersrenteydelse.

Ved folketællingen i 1911 bor de to Christen Madsen og Marie Kirstine alene i Aale på ejendommen, som blev kaldt Faldborg.

I 1911 dør Christen Madsen, husmand i Aale Kær og bliver begravet i Aale.

Nu hvor Marie Kirstine er blevet alene, bor hun hos sin datter Ane Marie Jakobsen og svigersøn boelsmand Peter Jakobsen i Honum Skov.

Marie Kirstine dør i 1924, 81 år gammel.

Oldeforældre:

Familien fra Børglum – oldeforældre nr. 14 og 15

Vores mormor, Sidsel Marie, der blev gift med Søren Madsen i 1903 og slog sig ned i Åle, var oprindeligt fra Vendsyssel, født i Vittrup i Børglum sogn den 14. april 1876.

Ingen kan huske hende i dag – hun døde i 1939.

Det, at Sidsel Marie kom fra det barske Vendsyssel til en tilværelse som ung pige i Midtjylland og senere som arbejdsmandskone i Åle, har altid været lidt af en gåde i familien. Hvad var hensigten og hvad var anledningen.

For vores mor stod det som noget ekstraordinært og spændende. Hun nød de få muligheder, hun havde for at besøge Børglum og egnen omkring, og der er for mig ingen tvivl om, at hun følte historiens vingesus, når hun var der. Når hun talte om personerne deroppe fra nævnte hun altid Jørgen Christian og Hanne – faktisk hendes mormor og morfar – dem kommer vi til senere.

Det ærgrer mig virkelig meget, at jeg aldrig rigtig fik spurgt ind til baggrund og årsag til at de flyttede og at jeg aldrig fik fortalt hele historien af hende.

Som en fattig erstatning for den levende historie har jeg forsøgt at finde nogle fakta til belysning af hændelsesforløbet.

I mine undersøgelser af slægten har jeg været langt tilbage – jeg kan følge familien tilbage til begyndelsen af 1800-tallet.

Tipoldeforældre.

I lige linje tilbage finder vi – tror jeg – de centrale figurer i begyndelsen på historien – vores tipoldeforældre. Det er Peder Christensen (med tilnavnet Smed) 1792-1846 (54 år), der levede hele sit liv i Vittrup – lidt nord for Børglum – mellem Løkken og Blokhus. Peder Christensen Smed blev i 1828 gift med Sidsel Jørgensdatter 1804-1891 (81 år), som også levede hele sit liv og døde i Vittrup. Da de blev gift var han 36 år gammel og hun var 24 år.

De drev et landbrug, som de levede af. Læg mærke til, at Peder dør, da Sidsel er 42 år gammel og at hun således er enke i 45 år derefter – indtil hun dør i februar 1891.

Peder Christian og Sidsel var således gift i 18 år og fik fire børn, Søren Christian i 1831, Sidsel Marie i 1836, Kirsten Cathrine i 1839 og Jørgen Christian i 1842. Da Sidsel Jørgensdatter bliver enke er de fire børn mellem 4 og 15 år gamle.

Sidsel Jørgensdatter bliver boende på gården og driver den videre med tjenestekarle og -piger. Med til historien hører også, at den ældste af døtrene Sidsel Marie Pedersdatter fra 1836 aldrig blev gift. Hun boede stort set hele sit liv hos moderen og har sikkert stået for landbrugsdriften og passet hende i de senere år.

Oldeforældre – i Vittrup

Den yngste af sønnerne Jørgen Christian fra 1842 er vores oldefar (nr. 14), og det var ham der i begyndelsen af 1890-erne flyttede fra Vittrup i Børglum sogn til Vingum ved Grædstrup i Midtjylland.

Da Jørgen Christian er 25 år gammel i 1867 blev han gift med Hanne Marie Andersen Toft fra Lyngby, som ligger ca. 2 kilometer vest for Vittrup. Hanne er 23 år gammel.

Jørgen Christian står som gårdbestyrer og senere som gårdejer.

I løbet af de næste ca. 10 år får de fem børn. Petrine Christine født i 1869, Niels Christian født i 1871 og død i 1872, Peder Christian, født i 1873, Sidsel Marie, født i 1876 (vores mormor) og Bente Marie, født i 1877.

Jørgen Christian Pedersen mister sin kone Hanne Marie den 2. december 1883. Hun blev kun 39 år.

Han er nu alene med de fire børn, Petrine på 14, Peder Christian på 10, Sidsel Marie på 7 og Bente Marie på 6 år.

Ved den efterfølgende folketælling i 1890 i Børglum er noteret, at Jørgen Christian er enkemand og 37 år gammel, og han har to hjemmeboende børn, Sidsel Marie på 13 og Bente Marie på 12. Desuden bor en ugift husholderske på gården.

Under en anden gård i Vittrup, der ejes af hans mor, Sidsel Jørgensdatter og drives af hans ugifte søster Sidsel Marie Pedersdatter, 53 år, står Peder Christian, nu 16 år, opført som tjenestekarl. Familien holder sammen.

Hvor Petrine, den ældste af pigerne er, vides ikke.

Sidsel Marie Pedersdatter, ugift søster til Jørgen Christian er lidt af en skyggetante. Hun er fadder til alle Jørgen Christian og Hannes børn. Hun passer moderen og moderens gård indtil moderen dør i 1891, 89 år gammel, og i nogle år derefter er hun husholderske for Jørgen Christian i Grædstrup.

Grædstrup

Ved folketællingen i februar 1901 bor Jørgen Christian (nu 59 år gammel) i Vingum i Grædstrup Sogn. Han oplyser, at han er tilflyttet sognet i 1892 – altså året efter at moderen Sidsel Jørgensdatter er død.

Han bor der sammen med sin storesøster Sidsel Marie Pedersdatter, der nu er 64 år og sønnen Peder Christian, der nu er 28 år. Sidsel Marie Pedersdatter flytter i øvrigt kort tid efter tilbage til Vendsyssel. Hun dør i Holt, Serritslev Sogn, Børglum den 22. juni 1904, 67 år gammel, og bliver begravet i Børglum.

Døtrene Petrine Christine, Sidsel Marie og Bente Marie er også flyttet med til Grædstrup, men er flyttet hjemmefra.

Petrine Christine, 30 år, er blevet gift i 1899 med Niels Karl Jensen, 29 år, arbejdsmand i Løvet, Grædstrup sogn.

Bente Marie, 23 år, blev i 1900 gift med Mads Olesen, boelsmand og mælkekusk på Vingum Mark.

Sidsel Marie (mormor), 27 år, blev i 1903 gift med Søren Madsen, 28 år, arbejdsmand i Åle.

Peder Christian, 31 år, blev i 1904 gift med Elise Kristine Kristensen fra Løvet, Grædstrup sogn.

Alle familierne får mange børn.

Petrine Christine døde i Løvet i 1946, 76 år gammel.

Peder Christian, som har taget navneforandring til Kristian Værnholt døde i Troelstrup i 1943, 70 år gammel. Han boede ellers i Tyrsting.

Vores mormor Sidsel Marie døde på Brædstrup sygehus i 1939, 63 år gammel. Hun boede ellers i Åle

.

Bente Marie døde i Vingum i 1964, 86 år gammel.

Jørgen Christian, oldefar, døde i Tyrsting, den 2. juni 1923, 81 år gammel.

Efter at han var flyttet til Grædstrup boede han som tidligere nævnt sammen med sønnen Peder Christian og søsteren Sidsel Marie Pedersdatter.

Senere – i 1906 hvor han er 64 år – boede han hos Petrine og Niels Karl Jensen og deres børn. I 1916 boede han hos Peder Christian og Elise og deres børn i Tyrsting. Der bor han også i 1921 kort før sin død.

Han var en central figur i familien. Han var forlover ved alle fire bryllupper og han stod fadder til de fleste af børnebørnene – også ved mors dåb i 1917.

En meget løs optælling viser, at Jørgen Christian i 1923 havde 28 børnebørn, mindst.

Der må i dag være en meget stor del af familien i området, hvis de fortsat har været så bofaste – altså efterkommere af mors fætre og kusiner – på mormors side.

--- oOo ---

Historien om kommoden – til Jane.

Ifølge overleveringerne i familien er den kommode, som du nu har fået, et arvestykke fra min bedstemor Johanne Nielsen – din tipoldemor.

Historien er fortalt således, at da Johanne skulle ud at tjene (arbejde på en gård) fik hun kommoden af sine forældre for at have et sted til alle sine ejendele. Det har været i 1880-erne.

Det var almindeligt, når man til skiftedag (maj og november) flyttede fra den ene plads til den næste, at så flyttede man med alle sine ejendele i kommoden. Jeg husker fra min barndom, at bønderkarlene kom kørende med deres karlekammerskab på en hestevogn og pigerne kom kørende med deres kommode – af enten den tidligere arbejdsgiver eller den nye. Vi husker også, da Agnes i Matador skulle flytte fra bankdirektørens hjem og hen til sit eget. Røde skulle hjælpe hende med kommoden.

Johanne er født den 3. juli 1873. Hendes forældre var Morten Jensen Bording og Gertrud Sørensen. De var blevet gift i 1869 og havde fået en datter Jørgine. I 1873 blev Johanne født. De fik ikke flere børn. De boede i Vinding Sogn, syd for Silkeborg.

Hvor Johanne ellers har arbejdet, ved vi ikke noget om, men da hun er 25 år gammel – i 1898 – bliver hun gift med Niels Peter Nielsen. De slår sig ned på Rishede Mark og senere i Klovborg, hvor de har et lille husmandssted, og Niels Peter tjener lidt ekstra som vognmand. De får 6 børn – yngste søn er Sofus Peter Andreas Nielsen, der blev født i 1914 (din oldefar, min far).

Vognmand Niels Peter Nielsen døde på Rigshospitalet i København i 1932. Johanne overlevede ham i mange år og døde på Klovborg hvilehjem den 7. oktober 1968 (min 21-års fødselsdag). Hun blev faktisk 95 år.

For lige at få familieforholdet på plads – og komme frem til i dag – sker der det i 1935, at Sofus gifter sig med Jane (min mor og din oldemor, som du er opkaldt efter). Jane var datter af vejmanden i Åle og de bosætter sig i Haurum, senere i Øster Snede og senere igen i Kragelund og i 1970-erne i Vejle. Jane dør i 1984 i Vejle og Sofus dør på plejehjemmet i Løsning i 2003.

Sofus og Jane får fire børn, Gudmund i 1936, Jørgen i 1940 (han dør i 1941, 7 mdr. gammel), Bent i 1943 og mig i 1947.

Gudmund og Johanne løber på hinanden i 1950-erne og ud af det kommer din mor, der blev i født i 1956, Hans Jørgen, der kom til verden i 1957 og Niels Peter (opkaldt efter vognmanden) blev født i 1963.

Inge Marie møder Jørgen og resultatet af det er Jens og dig, der bliver født i henholdsvis 1990 og 1993.

Det er lidt pudsigt, men din fødselsdag den 3. juli 1993 er på dato 120-års-dagen for Johannes fødsel.

Lidt mere om Kommoden.

Hvornår mine forældre fik kommoden ved jeg ikke – måske efter Johannes død i 1968. Da boede Jane og Sofus stadig i Kragelund og har formentlig haft fint plads til den. De flyttede i 1973 til et lille hus i Tørring og et år efter flyttede de i en lejlighed i Skolegade i Vejle.

På et tidspunkt fik din mor kommoden – om det var da hun flyttede hjemmefra eller senere ved jeg ikke, men hun fik den.

Din mor afsyrede den (hun fjernede al gammel maling med kaustisk soda). Det er en farlig proces, som da også gav en omgang blodforgiftning. Men afsyret blev den og hun og Jørgen brugte den i mange år. Den endte vist i kælderen på Mariehøj – til sidst. (Senere korrektion: Inge Marie havde tidligere fået blodforgiftning af afsyring, så hun valgte at lade kommoden afsyre hos et firma. Klog af skade.)

I 2004, da vi købte sommerhuset i Ebeltoft fik vi den. Den var først igennem en gennemgribende renovering – udført af Gudmund og Niels Peter. Der blev monteret nye ben bagtil, og det bageste hjørne blev forstærket med en plade af rustfrit stål, der blev bøjet, så det passer.

Vi har så haft den i 13 år, og det eneste vi har gjort er at sætte nye knapper i skufferne, og så i øvrigt brugt den flittigt til duge, servietter og vores spil.

Vi havde en vandskade i sommerhuset for et par år siden, hvor der var kommet vand ned i stuen, og det viste sig, at kommoden havde trukket meget vand. Vi fik den tørret ud med affugter og varmeblæsere, men vi kunne konstatere, at det gamle og møre træ trækker fugt, når der er mulighed for det. Så kommoden skal altid stå tørt.

Du fik også en lampe, en kande og en skål med. Det hele er meget fint dekoreret af din bedstemor. Vi har altid haft det stående på kommoden, fordi vi synes det passer så fint dertil. Du er selvfølgelig velkommen til at gøre med det, som du synes.

Ove,

oktober 2017

Johanne Nielsen, som jeg husker hende - din tipoldemor